ZURICH ROCK´N´ROLL RUNNING SERIES MADRID 2023 ved Lotte

I efteråret 22 blev det besluttet, at årets udenlandstur skulle gå til Madrid, hvor det var muligt at løbe både 10 km samt Halv- og helmaraton.

En del viste hurtigt interesse for turen og planlægningen gik så småt i gang. Dejligt at have nogle, der tog teten og fik gang i bestilling af hotel og fly. Efterhånden fik vi alle 14 det hele på plads og alt var i den skønneste orden indtil strejker i tyske lufthavne medførte flyaflysninger og ombookinger.

Heldigvis fik alle atter styr på det og vi var 14 fra klubben, der kunne samles på Hotellet Novotel Madrid Center, hvor vi fik værelserne med rabat fordi vi var tilmeldt løbet. Vi var 10 tilmeldt ½ Maraton og 1 tilmeldt maraton ruten. 3 var med som tilskuere. De fleste fik styr på startnumre fredag, men en enkelt gruppe (Jens A, Kent, Laila og jeg selv) var ankommet sent fredag aften og måtte bruge lørdag formiddag på at få styr på disse. Gik hurtigt, var så fint tilrettelagt.

Hotellet lå centralt i gåafstand til centrum og til startområdet. Dejligt nemt.

Lørdagen gik med bytur, sightseeing og shopping. Vi var delt i et par grupper og alle fik set og oplevet en fantastik storby med et væld af flotte, imponerende bygningsværker. Vi var nogle, der fik set Kongeslottet med vagtskifte, andre så det dagen efter uden vagtskifte.

Alle fik også tanket op med lækker mad og drikke. Væskebalancen er jo vigtig at holde oppe inden et anstrengende løb, så øl, vand, vin og Sangria blev der god plads til inden turen gik tilbage til hotellet, hvor de fleste samledes på tagterrassen til hygge og afslapning inden aftensmaden.

Hjemmefra var planlagt fællesspisning på Hotellet lørdag aften, hvor der var buffet, som kunne tilgodese alles behov for mad. Vi fik hygget os sammen og fik delt de oplevelser, vi hver især havde haft i løbet af dagen til inspiration for de næste dage.

Søndag var løbsdag og vi stod tidligt op, nogle af os kl. 05.10, så vi kunne nå både morgenbad- og mad.

Vi gik samlet hen til startområdet. Afgang 7.30. Som førstegangsløber, må jeg erkende, at jeg var noget nervøs. Heldigvis fik jeg gode råd og god hjælp til afledning af tankerne hele vejen hen til starten af Jette B, Laila og Annette M.

Der var 10 forskellige startgrupper. Annette M og jeg var i sidste gruppe og kunne via APP ´en se at alle de øvrige blev sendt afsted. Dejligt, at vi var 2, der ventede sammen, når nu, vi var de sidste.

Vi var forberedte på at ruten gik opad i starten, men måtte snart sande, at den var noget kuperet flere steder. Flere oplevede at det var en hård rute og at der var færre tilskuere end der har været på de tidligere turer. Jeg havde ikke selv noget sammenligningsgrundlag, men oplevede en god stemning med musik, der bar mig godt igennem løbet. Vel over målstregen kunne jeg se på APPen at Sven, Bent V og Karsten var i mål, men desværre var Finn M ikke i mål. Senere erfarede vi, at han uheldigvis var styrtet. Heldigvis ikke alvorligt, men virkeligt ærgerligt, da han havde en flot tid, på de 18 km han nåede.

Da Kent, Jens A, Laila, Jette B og Annette M også var i mål, gik vi samlet over til de øvrige indtil Claus B kom i mål på maratonruten. Derefter gik vi tilbage til hotellet, hvor vi slappede af i et fantastisk vejr inden vi gjorde os klar til aftenens arrangement med Fandango Menu med Tapas og Paella og Flamenco show.

En spansk oplevelse var det både hvad angik maden og underholdningen. De kunne deres kram og vi morede os lidt over, at vi fik øvet os i at spise i mørke. Tilbage mod hotellet blev der tid til et pitstop, hvor vi fik slukket tørsten, nogle af os med Sangria, for at blive i den spanske stemning. Heldigvis nåede Finn M og Grete med her.

Efter morgenmaden mandag delte vi os op i fht, hvad vi havde lyst til at se. Vi var en flok, der ville besøge Retiro-parken. En kæmpe park tæt ved hotellet. Absolut et besøg værd. Vi gik derfra indtil byen og fik bestilt bord til os alle på restaurant la perejjla, som ligger i ”tapasgaden” En fin fælles afslutning inden vi i samlet flok drog tilbage mod hotellet. På vejen var vi omkring Chocolateria San Ginés og få Churros og chokolade (og is).

Tilbage på hotellet blev resultaterne af Finn M´s konkurrencer afsløret og vinderne blev hhv Annette M og Claus B. Derefter måtte Laila, Jens, Kent og jeg afsted mod lufthavnen. Andre skulle først hjemad tirsdag og andre blev i yderligere et par dage.

En stor tak til Jette B, Karsten, Sven, Kirsten, Bent V, Maren-lis, Finn M, Grethe, Annette M, Claus B, Laila, Kent og Jens A for en dejlig tur. Tak til jer, der tog teten, initiativet og fik arrangeret turen. Og tak for gode råd og opbakning undervejs og tak for guidning i lufthavnen.

Lotte Frier

 

Forside

Comments are closed.