Royal Parks Foundation Half Marathon 8.10.2017

Ved Jette og Karsten.

Det var 10 forventningsfulde medlemmer fra Randers Freja Motion, der fredag morgen drog af sted imod Billund, spændte på om formen var i orden eller om skader gjorde, at man ikke kunne gennemføre den halve Marathon søndag.

Vi kom fortrinsvis nemt igennem Security, nogen blev undersøgt mere end andre; men vel ankommet i lufthavnen gik jagten på toldfrie varer, morgenmad og ikke mindst kaffe.

Så gik turen til London, og Kræmer og Jens fik fornøjelse af Thumps Up. I lufthavnen samledes vi alle sammen og mødte Morten fra Maraton Travel. Vi var 24 deltagere fra Billund, der kom yderligere ca. 20 deltagere fra København, og resten af truppen på 62 deltagere var selv kommet til London.

Vi kørte med bus til vores hotel og blev indlogeret, hvorefter vi gik på opdagelse i diverse butikker (Nike shop i 4 etager mfl.). Godt trætte måtte vi se os nødsaget til at finde en pub, hvor vi kunne få dagens første Pint. Så tilbage til hotellet, hvor vi fik vores løbsnumre.

Aftensmaden blev nydt på Angus steakhouse, hvorefter vi igen så os nødsaget til at finde en pub, hvor vi kunne få dagens næste pint (pints). Da vi nærmede os sovetid, gik vi hjem til hotellet, hvor vi kun blev vækket 2 gange af brandalarmen. Lars havde tøj på inden for 2 minutter, og Judith stod nede i forhallen, inden vi andre bare overvejede at stå op. Skal hilse at sige, at der er langt fra 5. og 8. sal. Vi ser gerne, at de er lige så hurtige på løbsruten.

Lørdag gik med god og nærende morgenmad (masser af æg og bacon), derefter shopping inden vi om aftenen tog undergrundstoget ud for at besøg Flemming Kloster og Hanna. Vi blev vist rundt i den danske kirke, hvorefter vi blev indbudt i privaten til pasta party, oblater og ikke mindst rødvin.

Så hjem til hotellet for at få en god nats søvn, inden vi skulle op og løbe søndag kl. 9. Vi blev kun afbrudt af brandalarmen en gang ca. kl. 6, hvor vi dog var oppe allesammen. Efter morgenmaden blev vi kørt med bus til starten, hvor vi kunne aflevere vores bagage. Vejret var pænt, lettere køligt (ca. 10 grader).

Vi fandt hver vores bås, og starten gik til et godt arrangeret løb. Karsten kørte på og havde satset på 1:45, og tiden blev holdt de første 15 kilometer, hvorefter der ikke var meget mere saft tilbage, så han kom ind på 1:47, som efter træningsindsatsen må siges at være godkendt. Alle på nær Jette Bødker (lille fiber i læggen) gennemførte, og alle havde kun positivt at sige omkring løbet.

Da vi var samlet, gik vi hjem i mod hotellet, kun afbrudt af pub besøg. Resten af dagen blev brugt på afslapning, shopping og sightseeing, pubbesøg, aftensmad og afsluttende drinks på hotellet.

Mandag formiddag blev brugt på det sædvanlige, mad, pub samt shopping inden turen gik til lufthavnen i bus. Vi måtte dog stå længe i kø for at checke ind, idet der foran os var en stor gruppe unge mennesker fra Spanien og en lidt mindre gruppe fra Japan.

Vel ankommet til Danmark kunne Judith ikke finde bilnøglen, og derfor måtte Lars pakke bilen grundigt med 5 personer samt bagage, og Judith måtte blive og vente på Falck. Vi ved endnu ikke om bilnøglen er fundet.

Alt i alt en meget positiv tur, og den bliver ifølge Jette Bødker gentaget næste år, idet hun er nødt til at gennemføre. John Daugaard har lovet at tage med næste år, hvis vi tager med ham til Berlin den 8/4 2018 og løber Halv Marathon, så her er der en lille opfordring til 2 kommende løb i 2018.

Jette og Karsten

Forside

Comments are closed.