Nytårstalen fra formanden

En måneds tid efter sidste generalforsamling modtog vi en trist nyhed.

Vort mangeårige medlem, den gamle guldsmed Carl Aage Hviid døde 19. marts. Han blev 92 år og var aktiv næsten til det sidste. Æret være hans minde.

2020 blev et år uden sidestykke – desværre mest på den triste måde. Stort set ingenting, af hvad vi havde forventet der skulle ske, blev opfyldt. Den store ”skurk” blev den Coronavirus vi alle er ved at være godt trætte af nu hvor den har påvirket dagligdagen for os i Danmark i ca. 10 måneder.

Vi måtte allerede den 12. marts lukke klubhuset – slut med socialt samvær efter motion – ingen brusebad i klubhuset.

Og kun et par dage senere blev det værre endnu og jeg måtte opfordre RFMere til at løbe/gå individuelt og helt blive væk fra klubhuset.

Bestyrelsesmøder blev aflyst. Fladbroløbet blev aflyst. Hinnerup løbet blev aflyst. Sommerløbet blev aflyst.

Hen mod midsommer blev forsamlingsforbuddet på max. 10 personer hævet til 50 personer. Klubhuset kunne nu åbnes igen med visse begrænsninger, men et tiltrængt lyspunkt var det. Sommerens highlight i RFM‐regi blev grill‐aftenen hvor så mange som 70 deltagere, fordelt i klubhuset og i et telt bag klubhuset, hyggede igennem med super lækre bøffer som sandwich.

Da sommerferien var slut blev det klart at Zig‐zag løbet måtte aflyses ‐ vi ville blive for mange samlet. Værre skulle det blive. Klubfesten kunne ikke gennemføres og to julefrokoster som skulle blive til én blev der ikke noget af.

Det blev ultimo oktober og igen måtte vi lukke for brug af klubhuset. Dog kunne vi heldigvis fortsætte med at mødes og gå/løbe i mindre hold.

I december afholdt vi et par hyggelige udendørs julearrangementer hvor der blev serveret gløgg og æbleskiver. Det blev stor succes med 30 deltagere om tirsdagen og 40 deltagere om onsdagen.

I årets løb er der – uanset Corona virus og restriktionerne ‐ blevet gået og løbet mange kilometer. Topscorer når det gælder flest kilometer løbet i 2020 blev Rita med 2.041 km. Med årene bliver det for flere RFMere til rigtig mange kilometer i løbeskoene. Således runder Thorkild Højgaard i disse dage imponerende 90.000 km. siden han begyndte at holde regnskab med det.

Med ønsket om et 2021 hvor alting ikke skal aflyses vil jeg hermed ønske jer alle et godt Nytår.

/Sven

Forside

Comments are closed.