På vegne af Morgenrøden og Stafetholdet vil jeg (Leif Rasmussen) skrive et par ord om Poul.
Vi har mistet en markant skikkelse i klubben.
Poul er ikke mere iblandt os.
Og naturligvis, kan man sige, skulle han ende livet på en af sine elskede løbeture.
For Poul elskede jo at løbe. Det vil sige, det var ikke kun løberiet, der trak.
Nej, det sociale var en lige så stor del af det.
Poul var et humoristisk menneske, så han nød kaffen, snakken og øllen efter løbeturen.
Han kunne både gi’ og ta’.
Dog – kom vi lidt for tæt på, kunne han finde på at sige: “Det der er ikke humor. Det er hærværk.”
Poul elskede at fortælle historier fra sit lange løbeliv.
Ja, faktisk fik vi de fleste historier igen og igen, og det blev de ikke dårligere af.
Lad mig gi’ et par eksempler.
Pouls yndlingshistorie starter med, at han blev valgt som suppleant til bestyrelsen.
Da han senere samme aften trådte ind i entreen derhjemme, råbte han:
“Er du klar til suppleanten?”
Og ifølge Poul svarede Inge: “Ja, så skynd dig. Poul han kommer lige om lidt.”
En gang kort efter klubbens start, da vi ikke kendte hinanden så godt, løb jeg med Poul.
Dengang løb han altså hurtigt. På et tidspunkt ville jeg sinke ham lidt ved at spørge:
“Hvor er det nu, du arbejder?”
Hans svar faldt prompte: “Det ved du sgu godt.”
På den tid var det på mode blandt eliteløberne at træne fartleg.
Det overførte Poul til os motionister ved at sige: “I dag skal jeg ha’ fartleg. Jeg leger, jeg har fart på.”
Poul løb et super-maraton og kom for første gang under 3 timer. “Ja da,” fortalte han glad, “jeg løb på 2.65!”
Og mange røg på den og sa’: “Nej, hvor er det flot!” Poul morede sig gevaldigt.
Det skal retfærdigvis siges, at Poul senere forbedrede sig til 2.57.
Herluf skulle låne Pouls vaseline. Da Poul rakte ham dåsen, sa’ han: “Nu kan jeg ikke lige huske,
om det er den her, jeg bruger i røven eller på lårene.”
Og så er der den med støttebindet, der skulle afhjælpe en skade.
Under en løbetur udbrød Poul: “Det bind hjælper meget bedre, end det plejer.”
Senere i omklædningsrummet sa’ han grinende: “Bindet sad endda på det forkerte ben.”
Poul gik på Sukkenes Bro, som han altid kaldte broen i Fladbro.
Da han fik øje på Jørgen og Jane, satte han i løb.
“Nå, du gik nok,” sa’ de senere til ham.
“Nej nej da,” bedyrede Poul.
For nylig røbede Poul, at Evan for mange år siden gav ham penge, hvis han ville holde sig bag ham på løbeturene.
Det er ingen hemmelighed, at Poul var glad for en øl og en lille skarp.
En onsdag, hvor Poul ikke havde fået øl, snuppede han to af de skarpe. “Jeg fik ingen øl,” som han sa’.
Det skete osse, at Poul var først til at hælde en lille skarp op. Så sendte han jo flasken rundt.
Når den nåede om til Elin, der altid sad ved siden af Poul, sa’ Elin: “Jeg ta’r lige flasken til Poul.”
Og ingen tænkte på, at han havde været der én gang før.
Og så var der efter Jørgens 60 års fødselsdag. Erik kørte Poul hjem. Men Poul glemte de tre trin fra parkeringspladsen og ned til flisegangen. “Jeg så pludselig Pouls skosåler,” fortalte Erik bagefter.
Han måtte derfor støtte Poul op ad trappen og helt ind i entreen.
Da Poul stod der alene, opdagede han, at brillerne var væk. Den stakkels Poul måtte ned ad trappen.
Han fandt brillerne ved gangdøren. Uskadte!
Ja, det var stort og småt om Pouls løbeliv. Og, som jeg sagde i indledningen, har jeg det fra Poul selv.
Altså en – næsten da – pålidelig kilde.
Min opfordring er derfor: Lad os mindes Poul med et smil.
Leif Rasmussen