Løbetræneruddannelse BASIS 1
Vi har i bestyrelsen haft et ønske om at sende nogle på løbetræneruddannelse med henblik på at afholde løbeskole i foråret 2019.
Tre meldte sig, Kirsten, John og undertegnede.
Lørdag den 29. september mødtes vi ved klubhuset for sammen at køre til idrætshøjskolen i Risskov. Kl. 9 startede kurset med velkomst og præsentation.
Kursus lederen fortalte kort om dagens program, hvorefter alle deltagere præsenterede sig selv.
Næste punkt på programmet var udendørs og bestod af forskellige måder at have opvarmning på i praksis. Herefter gik vi indendørs, hvor vi havde teori om opvarmning.
Der var undervejs også tid til en kop kaffe og en bolle. Næste punkt var et indlæg om trænerroller og klubkultur.
Så var der middagspause, derefter erfaringsudveksling med de andre kursusdeltagere. Jeg vil sige, at denne debat hen over bordene, hvor snakken gik livligt om, hvordan den og den gjorde tingene i deres klub, var rigtig god og meget inspirerende. Herefter et indlæg om træningsfysiologi og skader. Det var nu tid til, at vi igen skulle udendørs til løbetræning i praksis, hvor vi på egen krop prøvede forskellige måder at have løbetræning på.
Dagen sluttede med arbejde i grupper om forskellige emner, bl.a. om hvordan man fastholder nye medlemmer i klubben.
Vi havde en god dag med megen inspiration til at afholde løbeskole til foråret.
Stig