Randers Freja Motion har længe ønsket at anskaffe et elektronisk tidtagningsudstyr, som gør at klubben kan udvide aktiviteterne med afvikling af offentlige motionsløb.
Nu har klubben modtaget støtte fra Nordea-fonden og fra DIF og DGI’s foreningspulje, så udstyret kan anskaffes. Klubbens motionsløb henvender sig bredt til hele familien, både børn og voksne i alle aldersgrupper. Ideen er at appellere til flere om at deltage i sunde aktiviteter i den skønne natur, som omgiver os.
Randers Freja Motion har i mange år afviklet to motionsløb om året, nemlig sommerløbet, også kendt som kageløbet og HR-Industries Zig Zag-løbet. Det sidste afvikles i samarbejde med rekrutteringsvirksomheden HR-Industries. Afviklingen og tidtagningen har hidtid været delvist manuel, hvilket kan afstedkomme fejl og begrænsninger. Nu har Randers Freja Motion med chips og et mere professionelt udstyr muligheden for at øge deltagerantal til de to løb og sikre en mere nøjagtig tidtagning.
I forbindelse med overdragelsen af støtten fra Nordea-fonden udtaler direktør Steffen Ludvigsen:
”Det var en fornøjelse at besøge Randers Freja Motion igen, hvor jeg blev bekræftet i, at det er en klub i fremdrift og med plads til alle. Jeg kunne tydeligt mærke, hvor stort et hjerte, som bliver lagt i klubben med fællesskab som omdrejningspunkt. Rammerne for det sociale fællesskab er vokset enormt med den nye terrasse, og at Randers Freja Motion nu også får udstyret på plads, så tidtagningen bliver en leg fremover, det øger uden tvivl bare glæden ved at være i klubben.”
Nedenstående foto viser overdragelse af støtten fra Nordea-fonden med fra venstre formand for RFM Sven Grove Jørgensen, direktør for Nordea Randers Steffen Ludvigsen og kasserer for RFM Bent Vinther Sørensen