Løb i Dronninglund den 30 september 2018

Ved Hans

Sidste år blev løbet indlemmet i serien af ”Gratis løb” – en god ide; det er et hyggeligt og overskueligt løb – eneste ulempe: at der er lidt langt derop. I år var vi 48 deltagere – en enkelt tilmeldt havde fået frafald – Nilles Bus ventede os ved Kasernen—så vi var halvvejs deroppe allerede.

Det må være hårdt at være chauffør for RFM, da Knud meddelte, at en anden chauffør og bus skulle køre os hjem. I år regnede det ikke – herligt, da vi havde en halv times tid til starten kl. 10.40. Der var flere ruter: 3- 5 -10,5 km samt halv- og helmarathon.

Det er et sjovt løb, da det er arrangeret af gymnasiets 2 g klasser , som anvender overskuddet til en La Santa tur – hele hurlumhejet sker på gymnasiet. De unge mennesker står for det hele: ruten, poster, opvarmningen og øvrig service såsom kager mm i mål. Aalborg Gummivarefabrik var sponsor. Ruten var lidt ændret fra sidste år. Men stadig en blanding af lidt landevej, markvej og skovstier – det er jo Den Jyske Ås, vi løber i – et ganske flot landskab og en fin rute, meget afvekslende, ikke de voldsomme stigninger, men ikke helt flad.

En slutstrækning forbi slottet, og så er der 200 m til MÅL. Der er ingen grund til at skrive om tider, alle havde et godt løb eller en dejlig travetur i fint vejr—en enkelt indrømmede at have brugt stimulanser. Efter løbet var der sandwich str. XXXL + øl/vand i kantinen på skolen og så af sted med bussen – vi var hjemme lidt før kl. 15.

Rekorder: Casper nåede hjem med 2 goodie bags – Bjarne Kragh sagde ikke noget i hele 10 min i bussen hjem.

Tak til alle deltagere for en sjov og hyggelig tur—min risiko for at blive ”en sur gammel mand” er mindsket voldsomt ved at se, hvor søde, flinke og hjælpsomme de unge arrangører er. Hans

Forside

Comments are closed.