Da TV2 tour karavanen, der de seneste 2 år har haft henlagt en løbsdag i feriebyen Ø. Hurup, svigtede i år, havde Event Ø. Hurup i samarbejde med diverse partnere stablet et meget fint arrangement på benene.
Dagen startede kl. 10.00 med cykel-løb for de mindste på 0 – 3 år og videre i mange aldersgrupper for børn. Alle børn skulle cykle min. 1 omgang efter alders-gruppe.
Kl. 13.00 startede løb – først Centimeter Marathon, 42.195 cm, for de 2 – 10 årige, og ca. 10 minutter senere blev løbet for voksne skudt i gang. Her var der distancer på 5 km, 10 km og ½ marathon. 5 og 10 km. turen blev lidt længere, da hver omgang var på 5,6 km.
Jeg tilmeldte mig på 10/11,2 km. ruten, hvor de første 2,4 km gik langs kysten på et meget ujævnt underlag og et kort stykke med meget løst sand. De sidste kilometer var hovedsageligt på grusvej, asfalt og lidt i græsbeklædte klitter. 5 km turen havde deltagelse af 33 deltagere og ½ marathon af 5 deltagere, og alle kom fint i mål. 10 (11,2) km turen havde tilmelding af 20 deltagere (5 kvinder og 15 mænd), hvor kun 17 gennemførte.
På trods af min manglende træning havde jeg et fornuftigt løb, der gav en 6. plads i tiden 56.41. Det skal lige bemærkes, at strandstrækningen var mod syd med en del modvind fra syd/sydøst, hvorefter stykket med det løse sand mødte èn. Jo – et fint arrangement, hvor der var deltagere fra flere lande – bl.a. Holland. Hilsen Knud