Keld løb Fussingø Trail

Af Keld Thomsen

Søndag 18. december afholdt Jesper Elfving og hans Like2Run Fussingø Trail for 5. gang.

Løbet er blevet en populær klassiker med stigende antal deltagere for hvert år. I starten var det mest lokale løbere, som kom til løbet. Men løbets kvalitet har bredt sig, så nu kommer også de allerbedste orienteringsløbere, som også synes godt om rute og terræn. Der var både danske mestre og verdens-mester på startlisten. Ja, og så var vi også flere fra Randers Freja Motion. Ruten er ca 17.4 km og ved tilmelding vælger man, om man vil løbe 1, 2 eller 3. omgange. De seneste år har jeg løbet 2 omgange, og det var også valget i år.

Ved tilmelding ved man ikke hvordan vejret er på løbsdagen. Og det er faktisk en del af løbets charme. For bliver der sne, is, regn, mudder eller? Gennem årene har vi prøvet det hele! I år var vejret dejligt mildt med plusgrader. Men da det havde regnet en del i dagene op til løbet, så var det i år mudder, smadder og lidt vandpytter. På Facebook havde Jesper opfordret til store knopper. Og det var det rigtige sko valg i år.

Ruten skifter mellem de brede skovveje, vi kender fra vores lørdags løbeture, og single tracks. Det var både de single tracks, som bruges af mtb cyklerne og de spor, som var afsat efter Jespers gode blik for udfordringer. Det var op og ned af skrænterne mellem løvtræerne. Skovbunden var dejlig blød af det tykke lag af blade, som skjulte grene, sten og andet godt i skovbunden, og et par steder skulle vi også passere over store grene, som lå i skovbunden.

På resultatlisten kan jeg se, at der er ca. 350, som har gennemført. De fleste – 224 – valgte at løbe én omgang. De mange deltagere opleves ikke som et problem selv på de smalle spor. Jesper havde valgt at starte løbere til 2 og 3 omgange så tidligt, at vi nåede ud på 2. omgang, før løbere på 1 omgang blev sendt af sted i 2 grupper.

Hvordan gik det så? I en let morgentåge foran slottet gav Jesper en kort briefing, før han sendte os af sted nedover græsplænen. I forbifarten nåede jeg lige at høre Jesper sige: “fandens osse – jeg glemte at tage et billede”…… Personligt fik jeg ny rekord! I år faldt jeg 3 gange. Og jeg plejer kun at falde 1 gang. Jeg lander på siden eller på brystet uden af tage fra med hænderne, så ingenting brækker. Jeg havde valgt at løbe i en ny lækker Gore løbejakke, og den blev der “taget hul på”. Nu er der også ventilation ude i den ene albue. På første omgang var vi 3 med samme tempo som fulgtes ad. De 2 andre var en anelse hurtigere på single tracks. De var tydeligt mere rutineret i dette terræn. Til gengæld var jeg bedst løbende på de flade og brede skovveje.

Efter mit 2. fald valgte jeg at løbe mere sikkert. Og det koster kræfter at løfte fødderne lidt højere, lave lidt kortere skridt og løbe lidt mere bredt. På vej forbi vandmøllen tænkte jeg på, om det nu var smart, at jeg havde valgt 2 omgange? For det var altså hårdt! Ude ved 14 km kom vi op over bakken nede fra mosen og heroppe skinnede solen flot fra en blå himmel. Senere kom depotet efter 1. omgang og så er der kun en vej – ud på 2. omgang. I depotet nåede jeg at hilse kort på flere glade og forventningsfulde RFM-ere, som var klar til deres start lidt senere. Vi nåede kort at snakke om, at ruten var smadret i år – og så var det videre med ny energi fra depotet, som havde et stort udvalg.

Efter løbet var der varm kaffe, kakao og nogle meget sukkerrige kager, som blev serveret i den opvarmede skolestue, som var lånt af skov- og naturstyrelsen. For at komme ind skulle man skifte til rene sko – eller lade mudderkasserne stå udenfor. Der var også lejlighed til at hilse på flere RFM -ere, som hjalp Jesper med startnumre, depot, kaffe osv.

Som sædvanligt havde Jesper fået fat i både Amtsavisen og TV2 Østjylland, se links nedenfor. Efter løbet var der fine indslag, billeder og artikler. Et godt løb til små penge, som kan anbefales. Jeg kommer igen næste år – men har ingen planer om at slå egen rekord for antal jordforbindelser…

Keld.

Løbsbeskrivelser

Comments are closed.