Maren-Lis skriver om Jyske Bank Løbet i Hinnerup.
En flok på over 20 løbere og heppere trodsede regnen og kørte til Hinnerup den 8. juni. Løbet er et af de tre gratisløb for medlemmer af RFM.
Der blev løbet på 4 km og 8 km ruter. I år var ruten ændret og bestemt ikke blevet mindre hård at gennemføre. Der er tale om en rundstrækning langs Lilleåen igennem flot natur og op gennem Hinneruplund og tilbage langs Rønbæk-ken. Der er start og mål ved svømmehallen, hvor der er gode muligheder for at opholde sig indendørs, købe kaffe og få sig et velfortjent bad. Kun et enkelt sted på ruten blev der virkelig trængsel, og alle gik mere eller mindre i stå. Dette afspejles selvfølgelig også i de opnåede tider.
RFM havde 12 deltager på 4 km og 8 deltagere på 8 km. Flere af løberne trænede til ½ Marathon i Aarhus, som fandt sted søndagen efter.
Efterfølgende var der hyggeligt samvær. Der blev serveret medbragte klubsandwicher, og Erena havde bagt en dejlig drømmekage. Det var en god og hyggelig løbeaften i Hinnerup – kan kun anbefales. Resultater kan ses på
https://www.sportstiming.dk/event/4537/results?round=13556&search=randers%20freja%20motion