Adventsløbet blev afviklet på den dejligste solskins – løbedag, på en af efterårets sidste dage.
Stor tak til Randers Freja Atletik, Atletikkens Venner og Randers Freja Motion for et perfekt løbearrangement. Stor ros til forplejning og hjælpere på ruten.
Jeg oplevede selv, hvordan en enkelt utålelig bilist opførte sig skandaløst ved T- krydset til Vestervold – men Anna Lise styrede trafikken med et smil, sørgede for at alle løbere kom sikkert videre ad Jernbanegade – på trods af ubehagelig oplevelse.
Jeg deltog i løbet på 10 km, sammen med Peder Kræmer og Bettina Nielsen fra klubben. På 1/2 Marathon ruten deltog Hans Jørgensen, Lars Lindgaard samt Annette B. og Merethe A.
Personligt var jeg tilfreds med løbet – Jeg har løbet ruten een gang tidligere, i 2014.
2. omgang er altid en udfordring. Første gang op ad Vester Boulevard og Parkboulevarden går fint/acceptabelt – MEN når man på 2. runde kommer dertil igen, forvandler Vester Boulevard og Parkboulevarden sig til en ren Helvedesrute… En lang kamp med sig selv og sine dæmoner.
Sjovt nok fik jeg lidt flere kræfter og blev lidt mildere i sindet, da jeg nåede Sct. Clements Kirke – om det er de højere magter eller det er fordi det er slut med at løbe opad, ved jeg ikke – men pludselig bliver det hele nemmere:-)
Alt i alt en skøn dag i godt vejr med mange deltagere. Men med for få deltagere fra RFM. Håber der er flere deltagere næste år.