Så blev det tiden til adventsløbet, Halvmarathon – der er jo ikke rigtig andre distancer for en mand i min alder (74 år) !!! Tiden i år skulle være bedre end sidste år, men ….
Starten var med ny sponsor (Spar Nord) flyttet højere op af Østervold – det var fint, så var der en længere bakke at komme i gang på. Der var i år ikke så mange tilmeldte, som der plejer, i alt 4-500,
og Halvmarathon havde 220 deltagere – så der var ikke trængsel i startområdet.
Kl. 12:00 gik starten for alle – og inden jeg var kommet rigtig i gang, var de første nede ved enden af Østervold—men det gik da fint af sted – Viborgvej ud til Oust Møllevej er et langt og dødkedeligt stykke, men heldigvis uden vind. Op ad Hobrovej gik det også fint, med lidt medvind. På Skelvangsvej var der modvind, og det var der også på Mariagervej. Det er lige med at huske alle årsagerne til en dårlig tid – jeg glemte solen, den var dejlig, men også i øjnene på flere strækninger.
Så gik det endelig nedad: Platanvej og Bækkestien og endelig spurten ind ad Udbyhøjvej og så kun få meter igen. Jeg ville have startet en superspurt op ad Østervold, men med de ujævne fliser turde jeg ikke, og jeg kom 50 m bag den unge pige, jeg ellers havde satset på at slå.
Jeg kom i mål i tiden 01:56:31 lidt hurtigere end sidste år, men 6 min langsommere end i 2013!!
Til gengæld vandt jeg min aldersklasse overlegent.
Alt i alt er det et fint løb med gode afmærkninger og mange poster – en behageligere rute end dengang der var udflugter til Hornbæk, Vorup og Dronningborg, og hvor man skulle krydse Vi-borgvej m.fl. Personligt kunne jeg godt tænke mig en lidt ”sjovere” rute, men hvor ?
Tak til alle, arrangører, poster, sponsorer m.v. Jeg er med næste år, hvor jeg kommer under 01:55:00