Eremitageløbet 2018
Sidste år deltog jeg sammen med Kasper i Eremitage løbet for første gang. Det var en stor oplevelse, så da løbet 2018 havde 50 års jubilæum, var vi ikke i tvivl om, at det skulle vi opleve igen.
Det kræver lidt planlægning, da vi foretrækker en overnatning op til løbet, så som sidste år bookede vi et B-B, et dejligt stort kælderværelse med bad og det hele og kun beliggende 1,8 km fra start.
D. 6. oktober, kl. 14 tog vi Molslinien til Sjælland og efter en afslappet rejse checkede vi ind på vort pensionat ca. kl. 17. Efter lidt snak med værtinden og efterfølgende udpakning besluttede vi os for at gå gennem dyrehaven til startstedet ved Fortunen, som viste sig kun at ligge 1,8 km fra vor B-B – helt perfekt.
Da vi ankom til det gamle Fortunen kro og hotel annoncerede de udenfor med dagens ret til KUN 139 kr. Ingen betænkning det skulle vi have, og det var en god beslutning – menuen var tyndsteg med råstegte kartofler og fantastisk garniture og uhm en dejlig sovs og ydermere serveret af en sød pige. Kan man forlange mere til den pris?
Mætte og fornøjede forlod vi hotellet ved ca 20.30 tiden og måtte gå en lille omvej hjem gennem villakvartererne pga mørket, kl. godt 21 var vi igen hjemme på værelset, og lidt over kl. 22 kaldte boks madrasserne.
Efter en god nats søvn stod vi op lidt i 8, tog til den nærmeste Netto og provianterede morgenmad, og efterfølgende klædte vi om til passende løbetøj og så af sted til starten ved Fortunen. Startstedet er jo kæmpestort og inddelt i startgrupper med forventede sluttider, og området strækker sig over en trehundrede meter. Opbevaring af skiftetøj er ikke muligt, så man finder et passende træ og stiller sit habengut der og håber så på, at det også er der, når man kommer tilbage.
I år skulle 50 års jubilarerne hædres ved at starte fem minutter før den officielle start kl. 11, og der var faktisk en del – fantastisk præstation af dem og de blev behørigt hyldet af alle os andre, der passerede dem under løbet. Kasper og jeg var i startgruppen for løbere over 1 time og tyve minutter, så vi kom først i gang 7-8 minutter efter startskuddet og i snegletempo den første km. Ruten er 13,3 km i både fladt og kuperet terræn og foregår i dyrehaven, som jo er fredet og 350 år gammel, optaget på Unescos Verdensarvsliste og har 7 mio. besøgende pr. år.
Løbet i korte træk. Efter den første km i sneglefart passerede vi efter ca. 2 km Bakken på højre side med den kendte Korsbæk i fuld vue. Herefter en lille sjov oplevelse, da der pludselig er en, der siger ”hej Jørn”!
Jeg kikkede op og fik øje på Ulla, Alis og Hennings datter. Så fik vi lige en hyggelig snak om ”gamle” dage – har ikke set hende i flere år. Derefter gik det stadig lidt nedad forbi den kendte kro Peter Lieps, indtil vi efter ca. 4 km begyndte opstigningen til Eremitageslottet og passerede 5 km mærket. Derefter gik det nedad de næste km til Rådvad (med de kendte Rådvad kniv fabrikker) og 7 km mærket. Så gennem skov med både asfalt og grusveje til vi nåede eremitagesletten efter ca. 9 km. Herefter gik turen igen opad et par km til vi igen passerede Eremitage slottet, endelig var der kun ca 3 km tilbage af grusvej og den sidste stigning op til målstregen.
Da jeg passerede målstegen så jeg forbavset på tiden ved målet – hvad, er jeg blevet så langsom? Uret viste 1 time og 38 min. Jeg havde glemt de 10 min, der gik, inden vi passerede starten, så tiden blev netto 1 time 21 min. Så var jeg mere tilfreds.
Efter udlevering af medaljer og forplejning tog vi tilbage til B-B og i bad, derefter hjemad og igen med Molslinien så vi kunne slappe af undervejs. Kl. 19.30 var vi igen hjemme i Randers en dejlig oplevelse rigere. Eremitageløbet kan kun anbefales!
Jørn